Det er et mål at sikre uddannelse til alle i et multisprogligt samfund med stor geografisk spredning. En satsning på voksenuddannelsen har således medført, at analfabetismen kun er på ca. 6% (1991).

Undervisningssproget i skolerne er som hovedregel engelsk, der sammen med pilipino er obligatorisk. I et vist omfang undervises der også i andre nationalsprog.

Den etårige førskole er frivillig og søges af 11% af en årgang (1990), mens den 6-årige grundskole er obligatorisk og gennemføres af praktisk talt alle. Som overbygning findes dels almene skoler, der tilbyder 2-4-årige generelle uddannelsesforløb og søges af ca. 1/3 af en årgang, dels erhvervsskoler, der tilbyder erhvervsrettede uddannelser af 1/2-3 års varighed og søges af 27% af en årgang (1991). Der findes tillige et betydeligt antal højere uddannelsesinstitutioner, og 3% af en årgang studerer på dette niveau (1991).

På alle uddannelsesniveauer undtagen grundskolen spiller private institutioner en betydelig rolle; fx går knap halvdelen af eleverne på overbygningstrinnet i private skoler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig