Færøerne - klima

Færøerne. Villingadalsfjall (844 m) på Viðoy indhyllet i skyer. Bygden Viðareiði er omgivet af dyrkede græsmarker (bøur), mens størstedelen af øen henligger som fjeldenge til sommergræsning (hagin). Hele sceneriet, herunder det omskiftelige vejr, er karakteristisk for Færøerne.

.

Færøerne - klima, Set i forhold til den nordlige beliggenhed er Færøernes klima mildt med kølige somre (gnsn. for juli: 11 °C) og meget milde vintre (gnsn. for januar: 3 °C). Den årlige nedbør er i gennemsnit over dobbelt så stor som Danmarks (ca. 1600 mm) og fordelt jævnt gennem året, dog med lidt mere nedbør om vinteren. Vejret præges af hyppige skift, men er ofte blæsende, fugtigt og tåget.

Nedbøren falder som frontregn i forbindelse med polarfrontens talrige cykloner, der oftest passerer Færøerne fra vestlige retninger. At temperaturforskellen mellem sommer og vinter er lille, skyldes øernes oceaniske beliggenhed, som bremser både afkølingen om vinteren og opvarmningen om sommeren. Også Golfstrømmen bidrager til vintrenes mildhed.

I Martin Vahls klimasystem ligger Færøerne i det tempererede nåleskovsbælte, men der er ingen egentlig skov på øerne. Derimod har græs glimrende vækstbetingelser, og de store fåreflokke dermed fortrinlig græsning.

Læs mere om Færøerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig