Fædrelandet (dansk avis 1834-82)

Fædrelandet var en dansk avis 1834-1882, grundlagt af C.N. David og Johannes Hage (1800-1837) som ugentligt organ for den nationalliberale opposition.

Bladet blev med sit politiske og kulturelle stof snart det førende oppositionsblad, og i 1839 blev det et dagblad. I 1840'erne var bl.a. Orla Lehmann fast bidragyder, og bladets mærkesager var først og fremmest det slesvigske spørgsmål (Ejderpolitikken), kravet om fri forfatning, liberalisme og skandinavisme. Bladet spillede en afgørende rolle i Martsdagene i 1848, og indtil 1864 var det landets vigtigste opinionsdannende avis på trods af en akademisk tung og patetisk stil, præget af Carl Ploug, der redigerede bladet 1841-1881. Efter nederlaget i Den Slesvigske Krig i 1864 kastede bladet sig ind i kampen mod det politiske og litterære Venstre og gik fra 1870 over til Højre.

Efterhånden stivnede avisen redaktionelt og overlevede kun Plougs afgang med et halvt år. Fædrelandets oplag lå i hele udgivelsesperioden omkring 2000, og efterhånden hørte det til de små i hovedstadspressen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig