Erwin Rohde, 9.10.1845-11.1.1898, tysk filolog og religionshistoriker, professor 1876, fra 1886 i Heidelberg. Han dannede epoke med sit lærde værk Psyche. Seelenkult und Unsterblichkeitsglaube der Griechen (1890-94), der med mange oplag blev standardværk; med en etnologisk tilgang og udstrakt brug af religionshistorisk materiale søger bogen at belyse den folkelige religiøsitet i oldtidens Grækenland. Fra 1867 til 1870'ernes midte førte Rohde en senere publiceret brevveksling med vennen Fr. Nietzsche, men siden kom det til et brud mellem dem.