Erik Lindegren

Erik Lindegren, 1910-1968, svensk forfatter med en funktion som en art ypperstepræst for den lyriske modernisme i 1940'erne (se fyrtiotalisme).

Den utraditionelt krævende digtsamling Mannen utan väg, skrevet 1940, kom i privattryk 1942 og på Bonniers forlag 1946 (da. 1978 i Ivan Malinowski: Hvis der var telefon i nærheden). Titlens "vej" fører trods alt mod lys gennem tidens mørke i en tætvævet metaforik og en såkaldt sprængt struktur i 40 rimløse sonetter som udtryk for en verden i krise, krig og kaos.

Lindegren førte an i den livlige modernismedebat som kritiker, redaktør af det tværkunstneriske tidsskrift Prisma (1948-50) og som oversætter (bl.a. af T.S. Eliot, Rainer Maria Rilke, Saint-John Perse og Paul Claudel). Tangenter (1974) er et udvalg af hans kritik og essayistik.

Med Sviter (1947) indtrådte en ny musikalsk sødme i tema og sprog ved digtenes omgang med kulturgodset, med myter, anden digtning, kunst og kærlighed i både blide og hidsende rytmer, en sansernes dans; men stadig i konflikter, der kun løses i poesien, "det brännande steget utan väg/ den eviga resan utan mål". Det bekræftes i den tredje og sidste samling, Vinteroffer (1954), med overvægt af dødsbilleder og isnende ensomhedsoplevelser.

Lindegrens samarbejde med andre kunstnere udfoldedes bl.a. i librettoer til balletter og til Karl-Birger Blomdahls opera Aniara (1959) over Harry Martinsons digtsuite. Han indvalgtes 1962 i Svenska Akademien.