Erik Dal

Faktaboks

Erik Dal

Per Johan Erik Dal

Født
20. december 1922, Grenå
Død
2. november 2006

Artikelstart

Erik Dal var en dansk bog- og litteraturhistoriker, uddannet cand.mag. 1949, dr.phil. 1960. Efter en tid som gymnasielærer blev Erik Dal i 1953 ansat ved Det Kongelige Bibliotek, hvor han i årene 1963-1967 var førstebibliotekar for Danske Afdeling. Ved oprettelsen af Danmarks Biblioteksskole (i dag Det Informationsvidenskabelige Akademi) som en egentlig læreanstalt i 1966 blev Erik Dal hentet til en stilling som fagleder for området Bogvæsen, en stilling som han varetog indtil 1974.

Fra 1974 til 1991 var Dal administrator for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab hvor han tilrettelagde rækker af mønstergyldige tekstudgaver. Erik Dal blev i 1971 medlem, i 1975 redaktør og var fra 1988 til 1994 præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Erik Dal har skrevet – og delvist selv tilrettelagt – bøgerne Nordisk folkeviseforskning siden 1800 (1956), Danske H.C.Andersen-illustrationer 1835-1975 (1975), Udenlandske H.C.Andersen-illustrationer (1969), Dansk Provinsbogtryk gennem 500 år (1982), Nogle tidlige xylografier af F.Hendriksen (1984), Nogle bøger fra Herning 1936-1986 (1986). Dertil kommer et væld af artikler og essays om boghåndværk samt redaktion af tekstkritiske udgaver af folkeviser, af H.C. Andersens eventyr samt andre af Andersens værker.

På venners opfordring udgav bogtrykker Poul Kristensen i Herning i 1992 Erik Dals selvskrevne Nogle arbejder om bogvæsen. En causerende autobibliografi, der giver et indblik i hans meget store bog- og litteraturhistoriske forfatterskab. En kreds af venner og kolleger fejrede Erik Dals 60-års fødselsdag med værket Hvad fatter gjør... Boghistoriske, litterære og musikalske essays tilegnet Erik Dal (1982).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig