Endre Ady

Endre Ady var ungarsk litteraturs betydeligste lyriker i 1900-tallet. Han tilhørte kredsen omkring tidsskriftet Nyugat og fik stor indflydelse på både samtidens og eftertidens lyrik. Ady slog for alvor igennem i 1906 med samlingen Nye digte, der var inspireret af en heftig forelskelse i en gift kvinde, Léda. Gennem det meste af hans korte produktive periode skulle hun blive en dyb og smertelig inspiration for ham.

Som korrespondent i Paris kom Ady i tæt kontakt med tidens nyeste litterære strømninger, og han blev især påvirket af Charles Baudelaire, Paul Verlaine og de andre franske symbolister. I årene 1908 til 1918 udgav han i hurtig rækkefølge en halv snes digtsamlinger, men med 1. Verdenskrig var hans skaberkraft udtømt, og han døde syg og nedbrudt midt i det nationale og sociale kaos, krigen havde bragt til hans land.

Endre Ady var revolutionær, men ikke i politisk forstand. Temaerne i hans poetiske verden var traditionelle (Gud, livet, døden, kærligheden, nationen, krigen), men hans forhold til dem og hans behandling af dem var ny, styret af en dybt egocentrisk og modsætningsfyldt personlighed, der var splittet mellem det sublime og det jordnære.

Endre Ady kan ses som en moralist, der svang svøben over sin samtid, men åbent erkendte sine egne synder: Samtidig var han puritaner og sensualist, forsvarer af gamle værdier og skarp kritiker af samfundets hykleri i sociale og moralske spørgsmål.