det sublime

Det sublime, det ophøjede, noget i æstetisk sammenhæng grænsesprængende og overvældende.

Begrebet stammer fra en antik retorisk traktat af en ukendt forfatter kaldet Pseudo-Longinos. Skriftet blev oversat til fransk i 1674 af Nicolas Boileau; dets tema er storhed i tale og skrift, dvs. evnen til med retoriske midler at opnå en virkning, der egl. overstiger de muligheder, der ligger i disse midlers korrekte brug.

Det paradokse forhold mellem midler og virkning blev siden en fællesnævner for begrebets anvendelse i 1700-tallets og atter i 1900-tallets filosofiske æstetik.

Hos Immanuel Kant manifesterede dette paradoks sig i forholdet mellem det sansemæssige og det oversanselige, når oplevelsen af naturen i dens storhed og voldsomhed fremkaldte bevidstheden om en værdiorden af åndelig art. Det sansemæssigt umådelige var imidlertid uforeneligt med klassicismens harmoniske skønhedsideal; derfor var det sublime ifølge Kant et intellektuelt og moralsk tema, ikke et kunstnerisk. Ikke desto mindre trådte sådanne æstetiske normer frem allerede i Kants egen tidsalder, frem for alt i musik (Ludwig van Beethoven) og maleri (Caspar David Friedrich, William Turner).

I 1900-tallets æstetik har Theodor W. Adorno genoptaget begrebet og anset det sublime for at pege på en væsentlig dimension i moderne kunst; især de teologiske overtoner i spændingsforholdet mellem det æstetiske og det åndelige mente han passede til en kunst, der er i permanent konflikt med sin egen status som æstetisk objekt.

I 1980'erne blev det sublime et nøglebegreb for "fremstillingen af det ufremstillelige", det erkendelsesprojekt, som Jean-François Lyotard formulerede på den nonfigurative billedkunsts vegne.