Faktaboks

Elisabeth Toubro
Født
1956

Elisabeth Toubro, f. 1956, dansk billedkunstner; uddannet på Kunstakademiet 1982-86. Med minimalismen som en af sine forudsætninger var Elisabeth Toubro et hovednavn i den gruppe yngre kunstnere, som i 1980'erne stod for en original fornyelse af dansk skulptur med vægten lagt på fortælling, hyppigt om Grønland, og en udpræget stoflig behandling af de ofte utraditionelle materialer.

Af større værker kan nævnes Byfraktal ved Det Kongelige Bibliotek i København (1996-2000) og den kontroversielle udsmykningsopgave til Store Torv i Aarhus, Torvenes brøndsløjfe, kaldet Vanddragen (2003).

Elisabeth Toubro modtog i 1999 Eckersbergs Medalje, i 2010 Thorvaldsens Medalje. Hun har desuden modtaget Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat 1988 samt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse 2005.

Hun har beklædt en række offentlige hverv, bl.a. var hun 2004-2007 præsident for det Kongelige Akademi For De Skønne Kunster og formand for Akademiraadet samt 2007-2011 formand for Kunstrådets Billedkunstudvalg og medlem af Kunstrådet.

Elisabeth Toubro er repræsenteret på en række museer, bl.a. Statens Museum for Kunst og Kobberstiksamlingen.

Hjemmeside: http://www.elisabethtoubro.dk/

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig