Ejler Jørgensen, 1906-1983, dansk restauratør. Efter en bred international uddannelse åbnede han 1931 Hotel Nordland i København og skabte her et veritabelt tempel for fransk kogekunst. I 1939 ledede han den danske restaurant ved verdensudstillingen i New York. Fransk stil videreførtes bl.a. på restaurant Escoffier (grdl. 1952) i København. Ved sit kyndige arbejde med flere generationer af kokke og ved sin stilistisk elegante radio- og skribentvirksomhed har Jørgensen haft afgørende indflydelse på professionel dansk kogekunst. I 1976 stiftede han Ejler Jørgensen Fonden, som uddeler priser til dygtige kokke.