Eduard Zeller, 1814-1908, tysk evangelisk teolog, elev af F.C. Baur. Zeller tilhørte den kontroversielle, bibelkritiske Tübingerskole. I 1847 blev han professor i teologi i Bern, siden i Marburg; hans faglige ståsted skaffede ham problemer, og i 1862 blev han professor i filosofi i Heidelberg, 1872-95 i Berlin. Antikkens filosofihistorie og urkristendommen var hans særlige felter; hovedværket Die Philosophie der Griechen, 1-3 (1844-52) udkom i talrige udvidede oplag.