Edmonton

Artikelstart

Edmonton, hovedstad og største by i Alberta, Canada; 812.000 indb. (2011). Storbyområdet har 1,16 mio. indb. (2011). Byen blev grundlagt ved det tidligere Fort Edmonton (1795) ved North Saskatchewan River. Tilnavn: Porten mod nord.

Byen er en moderne, hurtigt voksende metropol med en forholdsvis lille bymidte og vidtstrakte forstadsområder, der inkl. satellitbyer dækker ca. 700 km2. Byvæksten satte ind med jernbaneforbindelse og præriens opdyrkning i slutningen af 1800-t. (hvede og kvæg), mens den industrielle udvikling tog fart, da byen blev udgangspunkt for byggeriet af den militærstrategiske Alaska Highway (1942) og centrum for olieindustrien efter store fund ved bl.a. Leduc (1947). Herfra udgår olie- og gasledninger til Vancouver i vest og Montréal i øst. Højhuskvartererne i downtown forbindes af en tunnelbane, men ellers er Edmonton en typisk bilby og kendt for sine enorme indkøbscentre, heriblandt det 1 km2 store West Edmonton Mall (1986), der med over 800 forretninger og 110 spisesteder var verdens største indtil 2004. Med over 28 mio. besøgende om året er centret Albertas største turistattraktion. Besøgt er også frilandsmuseet Fort Edmonton Park med en rekonstruktion af et fort fra pelshandelens tid, da området var administreret af Hudson's Bay Company.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig