Ecdysozoa
Fylogenetisk træ, som viser slægtskabet mellem dyrerækkerne inden for Ecdysozoa.

Ecdysozoa er en meget divers og morfologisk mangfoldig gruppe i dyreriget. Den omfatter de meget artsrige dyrerækker leddyr og rundorme samt de noget mindre dyrerækker som mudderdrager, pølseorme, korsetdyr, hårorme, bjørnedyr og fløjlsdyr. I kraft af leddyrenes og rundormenes artsrigdom, hører over 80 % af alle Jordens dyrearter til Ecdysozoa.

Faktaboks

Også kendt som

’De hudskiftende.’

Ecdysozoa tilhører den overordnede hovedgruppe Protostomia.

Fællestræk

Afkastet eddekoppe-kutikula

Den efterladte kutikula fra en edderkop, som har gennemført et hudskifte.

Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Hvis man sammenligner tre medlemmer fra Ecdysozoa, som eksempelvis en stor hummer, et mikroskopisk bjørnedyr og en parasitisk spolorm, er det svært at få øje på nogle oplagte ligheder, men Ecdysozoa er faktisk både understøttet af en række meget overbevisende morfologiske fællestræk samt en stor mængde genetiske data.

En kutikula

Først og fremmest har alle Ecdysozoa et ydre hudlag, en såkaldt kutikula, som består af af alfa-kitin. Et ganske særligt træk ved denne kutikula er at den ikke vokser med resten af dyret, hvilket vil sige at en Ecdysozoa på et tidspunkt vil vokse ud af sin egen hud og er nødt til at skifte til en ny. Når hudskiftet nærmer sig, stiger koncentrationen af hormonet ecdyson, og det er netop tilstedeværelsen af dette hormon og dets funktion i forbindelse med hudskiftet, som har givet gruppen dens navn. Mange har sikkert prøvet at finde et edderkoppespind på badeværelset med noget, som ligner en død edderkop. Men undersøger man den "døde edderkop" nærmere, vil man ofte opdage, at det faktisk kun er edderkoppens hud der sidder i spindet, mens selve edderkoppen lever videre i et andet hjørne – nu blot i en større udgave.

Manglende fimrehår

Et andet fællestræk for Ecdysozoa er, at de alle har mistet evnen til at bevæge sig eller indtage føde ved hjælp af fimrehår – de såkaldte cilier. Fælles for alle andre akvatiske, mikroskopiske dyr, fx hjuldyr, fladorme, og gastrotricher, er, at cilier spiller en central rolle i deres bevægelse og fødeindtag. Sådanne cilier er gået tabt hos Ecdysozoa, som i stedet bevæger sig ved hjælp af ben eller ved at "orme" sig frem. Blandt Ecdysozoa finder man kun cilier i indre organer, såsom sanse- og ekskretionsorganer, samt i deres sædceller.

Ingen cilierede larver

Endeligt har alle Ecdysozoa mistet den cilierede larve, som ellers findes hos de fleste andre akvatiske organismer. Man finder både cilierede larver inden for de tidligste grene i dyreriget, fx hos dyriske svampe og nældecelledyr samt hos de senere udviklede grupper som børsteorme, bløddyr og pighuder. Denne cilierede larve mangler helt blandt grupperne i Ecdysozoa, som i stedet har enten direkte udvikling eller anderledes larver, som er opstået inden for de enkelte Ecdysozoa-rækker. Eksempler på sidstnævnte er krebsdyrenes naupliuslarver, fluernes maddiker eller sommerfuglenes larver.

Opdagelsen af Ecdysozoa

Gennem mere end 150 års studier af dyrerigets evolution og dyrerækkernes indbyrdes slægtskab har man lagt meget vægt på udviklingen af den segmenterede kropsplan. Således mente man op til slutningen af det seneste århundrede, at de store segmenterede dyrerækker som ledorme og leddyr var nært beslægtede. Erkendelsen af, at dette ikke var tilfældet, kom med introduktionen af DNA-analyse i evolutionsforskningen.

I 1980’erne og de tidlige 1990’ere var DNA-analyser af dyrerigets overordnede slægtskab stadig i sin vorden, og de fleste resultater fra denne tid var mere eller mindre meningsløse. Dette ændrede sig i 1997, da en forskergruppe under ledelse af Anna Marie Aguinaldo i tidsskriftet Nature publicerede en slægtskabsanalyse af dyreriget baseret på genet, som koder for 18S rRNA. I denne artikel viste forskerne, at den segmenterede kropsplan måtte være opstået flere gange. Samtidigt foreslog de, at de segmenterede leddyr, bjørnedyr og mudderdrager var nært beslægtede med de usegmenterede rundorme og pølseorme, og for første gang blev alle disse hudskiftende dyrerækker samlet i gruppen Ecdysozoa. I begyndelsen blev Aguinaldos artikel mødt med voldsom kritik, men var blot få år senere bredt accepteret blandt både morfologer og genetikere. Dermed førte artiklen ikke blot til en vigtig ny erkendelse af vores forståelse for dyrerigets evolution, den markerede også indførelsen af DNA-analyse som et vigtigt nyt redskab til at forstå evolutionen og dyrerækkernes slægtsskab.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig