Eastern Cape, sydafrikansk provins, der strækker sig langs Det Indiske Ocean; 169.600 km2, 6,8 mio. indb. (2011). Hovedstad Bisho, en forstad til King William's Town. Provinsen er en af Sydafrikas fattigste; 85% af befolkningen er xhosa. På den lange, smalle kystslette ligger de vigtige havnebyer East London og Port Elizabeth samt Uitenhage, centrum for Sydafrikas bilindustri. Indlandet er præget af skov- og græsklædte bjergområder med spredt bosætning og husdyravl. Længst mod nord ligger de høje, forrevne Drakensberge.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.