EUR. Palazzo della Civiltà Italiana 'Den Italienske Civilisations Palads', opført 1938-40 efter tegninger af Ernesto Bruno La Padula, Giovanni Guerrini og Mario Romano. Bygningen med de åbne arkader kaldes det firkantede Colosseum. I den nederste arkade står en række allegoriske skulpturer, og øverst på bygningen læses indskriften Et folk af digtere, af kunstnere, af helte, af helgener, af tænkere, af videnskabsmænd, af søfarere, af vandringsmænd.

.

EUR, forstad 7 km syd for Rom, grundlagt 1937 af Mussolini som regeringsby og "udstillingsvindue" for Italiens daværende fascistiske styre. Bydelen, som blev tegnet af arkitekten Marcello Piacentini, skulle stå færdig til en planlagt verdensudstilling i Rom 1942; deraf dens to navne Esposizione Universale di Roma samt E42, der står indstøbt i gadernes brønddæksler. Byggeriet gik i stå i 1941, men fuldførtes 1951-60 og stod klar til OL i Rom i 1960, udbygget med boliger og sportsanlæg, bl.a. det store kuppelhvælvede Palazzo dello Sport, tegnet af Piacentini og P.L. Nervi.

Bydelen blev anlagt symmetrisk med administrationsbygninger og museer i en streng nyklassicistisk, "fascistisk" byggestil omkring en ny hovedvej fra Rom til Det Tyrrhenske Hav. EUR fik 1955 bybane til Rom og Ostia Lido og er senere forbundet med Roms lufthavn, Leonardo da Vinci. Det modernistiske, funktionelle byanlæg har tiltrukket flere offentlige og private koncerner. Det huser desuden flere museer, heriblandt Museo della Civiltà Romana, der har en rekonstrueret model af det antikke Rom.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig