Dilleniaceae, plantefamilie med ca. 300 arter; udbredt i tropisk Afrika og Amerika, Indien, Australien og Tasmanien. De fleste arter er træer og buske, men urter forekommer også. Bladene er ofte store, savtakkede og med tætstillede parallelnerver. Blomsterne er store med et ubestemt antal bægerblade, fem gule eller hvide kronblade, der har et krøllet udseende, mange støvdragere, der åbner sig ved porer i spidsen, og såkaldt frie frugtblade. Flere af disse træk er primitive og tyder på en lang forhistorie; overfladisk kunne blomsterne minde om Magnolia.

Faktaboks

Etymologi
Familien er opkaldt efter den tyske botaniker J.J. Dillenius, 1684-1747.

Slægten Dillenia tæller ca. 75 arter af træer med store og oftest gule eller hvide blomster. Et af dem, Dillenia indica, også kaldet 'elefantæble', giver godt tømmer, men dyrkes også som pryd- og frugttræ.

Nyere undersøgelser placerer familien i ordenen Dilleniales. Se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig