Dieppe, fransk by ved Den Engelske Kanal 150 km NV for Paris; 30.200 indb. (2013). Byens naturlige havn er omgivet af stejle kalkklipper og består både af en fiskeri- og en trafikhavn med færgeforbindelse til Newhaven i England.

Dieppe var tidligere kendt for kniplinger og elfenbensarbejder. Industrien omfatter bl.a. produktion af telefoner, medicinalvarer og biler. Desuden har byen et skibsværft. I sommerperioden tager mange på udflugt fra Paris til strandene ved Dieppe.

I middelalderen var Dieppe en af Frankrigs vigtigste handelsbyer. Den var desuden i 1500-t. førende i landets bestræbelser på at kolonisere det nuværende Canada. Ca. 1700 mistede Dieppe sin betydning som en af tidens internationale handelsbyer.

Den 19.8.1942 foretog canadisk-britiske styrker et mislykket raid på byen for bl.a. at få fat i en ny type tysk radar.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig