Dee, walisisk Afon Dyfrdwy, flod i Nordwales og Vestengland; ca. 110 km. Fra sit udspring nær Cardigan Bay i Cambrian Mountains løber den gennem Lake Bala til byen Llangollen. Herfra slynger den sig videre forbi Chester og fortsætter i kanal til Dee-bugten og Det Irske Hav. Øst for Llangollen byggede Thomas Telford i 1805 en akvædukt i 33 m højde over floden, således at skibene på Shropshire Union Canal kunne sejle hen over Dee og Llangollens dal. Floden, der oprindelig var sejlbar til Chester, har efterhånden fået tilsandet sit udløb.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.