Dansk Design Center

Artikelstart

Dansk Design Center, DDC, selvejende institution, oprettet 1978 af Dansk Designråd (nu Designrådet). Centrets formål er at virke for brugen af design i dansk erhvervsliv og at fremme interesse for og kendskab til design, herunder dansk design i udlandet gennem information, rådgivning, udstillings- og forlagsvirksomhed. Centret uddeler årligt flere priser, bl.a. ID-prisen (fra 1965) og IG-prisen (fra 1980), der i 2000 blev lagt sammen til Den Danske Designpris.

DDC havde indtil 2000 domicil i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København, hvorefter det flyttede ind i eget hus på H.C. Andersens Boulevard. Bygningen, der bl.a. har rummet permanent udstillingslokale og konferencecenter, er tegnet af Henning Larsen, der har forsynet huset med en karakteristisk glasfacade. I 2001 blev Institut for Designrådgivning fusioneret med Dansk Design Center.

I takt med udviklingen af et bredere designbegreb, der også er kommet til at omfatte bl.a. systemdesign, servicedesign og co-cretion, har bygningen på H.C. Andersens Boulevard i 2013 fået navnet Design Society og er blevet domicil og samlingspunkt for DDC, Danish Fashion Institute, INDEX: og andre samarbejdspartnere med designsociety.dk som international digital kommunikationsplatform.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig