Daniel François Esprit Auber, 1782-1871, fransk komponist, elev af Luigi herubini, som han 1842 efterfulgte som direktør for konservatoriet i Paris.
Daniel François Esprit Auber komponerede tidligt instrumental- og kirkemusikværker. Sit gennembrud på scenen fik han med La bergère châtelaine (1820), som fulgtes af en lang række opéras comiques, de fleste i samarbejde med librettisten Eugène Scribe. På repertoiret står endnu Fra Diavolo (1830).
Højdepunktet i samarbejdet med Scribe blev dog La muette de Portici (Den stumme i Portici, 1828), der med sit revolutionære emne, opstanden i Napoli 1647, og med den farverige dramatiske udformning indleder den franske grand opéras epoke.
Opførelsen i Bruxelles 1830 skal have givet stødet til den opstand, der førte til Belgiens løsrivelse fra Holland. Efter 1840 drejes handling og stil i Aubers opéras comiques i mere alvorlig retning, således i Manon Lescaut (1856, senere også sat i musik af Jules Massenet og Giacomo Puccini), den franske opéra lyrique indvarsles.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.