Daniel Bernoulli

Faktaboks

Daniel Bernoulli
Født
8. februar 1700
Død
17. marts 1782

Artikelstart

Daniel Bernoulli, 8.2.1700-17.3.1782, schweizisk matematiker og fysiker, professor i Skt. Petersborg 1725-33 og derefter i Basel i anatomi og botanik samt, fra 1750, fysik.

I bogen Exercitationes mathematicae (1724) demonstrerede Daniel Bernoulli et sikkert håndelag for behandlingen af vigtige problemer i den nyeste matematik, bl.a. løsning af differentialligninger ved separation af de variable. Bernoulli er dog mest kendt som fysiker, idet han som den første forbandt Isaac Newtons mekaniske idéer med G.W. Leibniz' matematiske analyse. Bernoulli grundlagde og gav navn til en ny disciplin, hydrodynamikken, gennem sit hovedværk Hydrodynamica (1738).

Heri findes en generel beskrivelse af væskers strømninger, hvor udgangspunktet er princippet om energiens bevarelse. I samme værk findes ligeledes de grundlæggende principper for den kinetiske gasteori.

Daniel Bernoulli gav endvidere væsentlige bidrag til teorien for den svingende streng, idet han bl.a. påviste, at svingningen af en streng i et musikinstrument er sammensat af et uendeligt antal harmoniske svingninger.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig