Cuicul, antik by i den romerske provins Numidien, nuværende Djemila i Algeriet ca. 38 km NØ for Sétif. Cuicul blev anlagt som veterankoloni antagelig under kejser Nerva (96-98) og oplevede i 100-t. og begyndelsen af 200-t. en kraftig vækst. Fra 256 er en biskop fra byen kendt; i senantikken fik byen endnu en blomstringsperiode for i 500-600-t. helt at miste sin betydning.

Fra romertiden findes velbevarede ruiner af byen; den følger det romerske skema for en veterankoloni med forum i centrum, omgivet af offentlige bygninger. Under en udvidelse af bykernen opførtes teater, badeanlæg og endnu et forum; senere en række oldkristne kirker på samme område.

Djemila er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig