Faktaboks

Cuauhtemoc

Guatimozin, Cuauhtemoctzin, Cuauhtémoc

Udtale

[kwaw'temok]

Født
1497
Død
1525
Afbildning af Cuauhtemoc i Codex Aubin (produceret før 1608)
Afbildning af Cuauhtemoc i Codex Aubin, en Aztekisk kodeks produceret delvis i 1576, og delvist i perioden inden 1608. Over figuren står navnet Cuauhtemoc skrevet med aztekisk skrift, i form af en ørn (cuauhtli 'ørn') og nedadgående fodspor (temo 'at bevæge sig ned').

Cuauhtemoc var den sidste aztekiske hersker, og herskede fra 1520 til 1521.

Han blev hersker under Tenochtitlans belejring, da hans forgænger Cuitlahuac døde af kopper. Cuauhtemoc organiserede aztekernes modstand mod spanierne og angreb. Han trak sig gradvis tilbage til byen Tlatelolco nord for Tenochtitlan, hvor han til sidst blev taget til fange.

Efter hans tilfangetagelse blev han døbt Don Fernando Cuautemotzín, og Hernán Cortés torturerede ham med ild for at få ham til at fortælle om eventuelle skatte. I 1525 bragte Cortés Cuauhtemoc og to andre tilfangetagne aztekiske ledere med på en ekspedition mod Honduras; på vejen henrettede han dem alle tre, eftersigende fordi de planlagde et oprør.

På grund af sin modstand mod spanierne er Cuauhtemoc i dag en vigtig nationalhelt i Mexico, og hans navn er blevet almindeligt brugt. I 1950'erne mente mexicanske arkæologer at have fundet Cuauhtemocs grav i delstaten Guerrero, men det viste sig at være et svindelnummer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig