Faktaboks

Conrad Ferdinand Meyer
Født
1825
Død
1898

Conrad Ferdinand Meyer, 1825-1898, schweizisk forfatter. Som søn af en velhavende, højtstående embedsmand i Zürich, der døde i 1840, var Conrad Ferdinand Meyer hele sit liv økonomisk sikret.

Derimod var hans personlige udvikling overskygget af dyb tvivl på egne evner, der førte til hyppige depressioner og i 1892 til en svær psykose. Alligevel holdt han stædigt fast ved digtningen som sin livsopgave, skønt han først fik sit gennembrud i 1871 med verseposet Huttens letzte Tage.

I de følgende år opnåede han international anerkendelse for sine 11 store farverige historiske noveller. Han var bl.a. en af Sigmund Freuds yndlingsforfattere. Meyer vælger gerne en monumental historisk personlighed som hovedperson i sine artistisk omhyggeligt komponerede noveller.

Men ligesom hos filosoffen Friedrich Nietzsche, der var hans samtidige, er den afslørende, indtrængende psykologiske analyse hovedanliggendet. Således viser han i Der Heilige (1880), der foregår i middelalderens England, hvordan motivet til Thomas Beckets martyrdød i Canterbury-katedralen dybest set er den tomme personligheds behov for at lade sig fylde af en fremmed vilje.

Fra 1880'ernes videnskabelige udforskning af det ubevidste, fx Pierre Janets studier i hypnose og personlighedsspaltning, modtog han så stærke impulser, at den komplicerede psykologi (som i Angela Borgia, 1891, da. 1925) sprænger den historiske novelles form. Den samme dobbelthed præger hans lyrik (Gedichte, 1882), der indleder symbolismen i tysk litteratur.

I hans bedste digte (fx "Nachtgeräusche", "Eingelegte Ruder" og "Im Spätboot"), ofte resultatet af årelangt arbejde med kombinationen af et lille antal faste motiver, forbindes psykologisk lydhørhed og indtrængen i de stumme tings væsen med en fuldendt æstetisk form.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig