Chuuk, Truk, ørige i det vestlige Stillehav; 127 km2, 53.600 indb. (2000). Chuuk er en af de fire stater, som tilsammen udgør Mikronesiens Forenede Stater. Hovedstaden Moen (eller Weno) ligger på den næststørste ø i den store Chuuk-lagune med flere øer; hertil kommer 12 atoller. I alt er 40 øer beboede. Chuuk-lagunen var under 2. Verdenskrig en vigtig flådehavn for japanerne og blev kaldt "Stillehavets Gibraltar". I februar 1944 sænkede det amerikanske luftvåben 60 skibe i lagunen; mange vrag ligger på ret lavt vand, og Chuuk besøges af et stort antal sportsdykkere.