Charles-Valentin Alkan, 1813-1888, fransk pianist og komponist, født Charles-Valentin Morhange i en jødisk familie, hvor faderen, Alkan Morhange (1780-1855) var musiker og drev en musikskole i Paris.
Efter studier ved Pariserkonservatoriet, hvor Charles-Valentin Alkan modtog adskillige førstepriser (den første allerede som syvårig), fik han publiceret sit første klaverværk i 1828.
Alkans indadvendte og sky sind afholdt ham i lange perioder (1848-72) fra at give koncerter eller udgive musik, men til trods herfor blev han af bl.a. Franz Liszt og Robert Schumann regnet blandt 1800-tallets mest fremtrædende klavervirtuoser.
Charles-Valentin Alkan komponerede ca. 70 værker, fortrinsvis for klaver. Særligt kendt er det dynamiske, fem minutter lange klaverstykke Jernbanen (1844).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.