Burundi - geografi

består af tre etniske grupper: hutu (80-90%), tutsi (10-20%) og twa (under 1%). Ofte benyttes flertalsforstavelsen ba-, fx bahutu. Ud over disse er der mindre grupper af europæere og arabere.

Befolkningstætheden er blandt de største i Afrika (over 250 indb. pr. km²), men der er store forskelle; de frugtbareste landbrugsområder i højlandet er uhyre intensivt udnyttet. Befolkningstilvæksten er stor, omkring 3% om året. Mangel på landbrugsjord er et stigende problem, og i forbindelse hermed er der en voksende vandring fra land til by, især til hovedstaden Bujumbura. Den næststørste by er den gamle kongeby Gitega (ca. 100.000).

Befolkningens etniske sammensætning forklares oftest som et resultat af indvandring i forskellige bølger. Twa er de oprindelige beboere. Det er et pygmæfolk, som oprindelig var samlere og jægere. De har specialiseret sig i produktion af lerkrukker, flettede måtter og kurve samt jernredskaber, men har også landbrug. Traditionelt anses de for undermennesker af hutu og tutsi, og de er helt marginaliserede i forhold til det moderne samfund.

Hutu er et bantufolk, som er indvandret i forbindelse med de store folkevandringer i det første årtusinde af vor tidsregning. Traditionelt er de agerbrugere med et mindre husdyrhold af får, geder og køer.

Tutsi er et nilotisk folk, som er indvandret nordfra omkring 1400-t. Oprindelig var de kvægnomader, men de lever nu i mange henseender som hutuerne, dog præger de i særlig grad den økonomiske og intellektuelle elite. Før kolonitiden fastholdt tutsierne den økonomiske og politiske magt i et feudalt forpagtningssystem; efter Burundis uafhængighed har tutsiernes dominans fået karakter af stærk politisk og militær undertrykkelse. Billedet kompliceres af, at de etniske grupper samtidig kan anskues som sociale klasser; tidligere har det været muligt at skifte status fra hutu til tutsi og omvendt. Desuden spiller tilhørsforhold til klaner og regioner en stor rolle. Hutuer og tutsier lever blandet i hele landet, men visse områder domineres af én af grupperne. I perioder med etnisk konflikt skærpes og forenkles de etniske modsætningsforhold.

Landbruget beskæftiger over 90% af den erhvervsaktive befolkning og bidrager med over halvdelen af BNP. Det er overvejende agerbrug med hakke og andre håndredskaber. Både den udbredte fattigdom og det stærkt kuperede landskab gør mekanisering vanskelig. De vigtigste afgrøder er bønner, maniok, hirse, batater og de såkaldte melbananer (plantain) til kogning og ølbrygning. I nogle områder dyrkes også ris og majs. De vigtigste salgsafgrøder er kaffe (94% af eksportindtægterne) og te. Det meste af befolkningen lever af egen avl med en smule handel på markedet. Mange lever omkring eksistensminimum, og i dårlige perioder er sult og underernæring ikke ualmindelig.

Industrisektoren er meget lille og forarbejder især kaffe og te til eksport. Mineraler findes kun i beskedent omfang og er uden større økonomisk betydning. Et mindre oliefund i Tanganyikasøen udnyttes foreløbig ikke.

BNP pr. indbygger opgives til 210 dollars (1990). Tallet er usikkert, men Burundi er, uanset hvordan man måler det, et af verdens fattigste lande. Ulandsbistand, bl.a. fra EU gennem Lomékonventionen, er af stor betydning.

Størstedelen af Burundi er højland. De lavestliggende områder langs Tanganyikasøen ligger 800 m.o.h.; mod øst hæver landet sig, så store dele ligger i 1500-2000 m højde. De højeste bjergkamme danner vandskel mellem Nilens og Congoflodens afvandingsområder; Nilens sydligste kildeflod, Luvironza, er et af landets få turistmål.

Burundi ligger i det tropiske klimabælte, men højden giver et relativt behageligt klima, dog med store regionale forskelle. Der er to regntider, den store i februar-maj og den lille i september-december; gennemsnitsnedbøren er 140 cm om året, men der er store variationer regionalt og fra år til år. Traditionelt bor befolkningen spredt på højene i hytter eller huse omgivet af bananplanter med "højen" som mindste lokale enhed. Der har dog fundet en vis landsbydannelse sted i forbindelse med befolkningstilvæksten.

Vejnettet er ret tæt; de vigtigste hovedveje er asfalterede, og jordvejene er relativt velholdte i det tætbefolkede land, men dog ofte ufremkommelige i regntiden. Der er tre vigtige transportveje ud af landet: med skib ad Tanganyikasøen og derfra med jernbane fra Kigoma til Dar es Salaam, med lastbil via Rwanda og Uganda til Mombasa og via Den Demokratiske Republik Congo og Zambia til det sydlige Afrika. Bujumbura har en international lufthavn med hyppige forbindelser til Europa.

Læs mere om Burundi.