Brutus

Brutus, romersk tilnavn i en af de fornemste romerske slægter, den juniske.

Lucius Junius Brutus

Lucius Junius Brutus, 500-t. f.Kr., var slægtens legendariske grundlægger. Brutus blev anset som grundlæggeren af Den Romerske Republik, idet han i 509 f.Kr. skulle have fordrevet den sidste etruskiske konge, Tarquinius Superbus. Han er blevet karakteriseret som "den mest levende legende i romersk historie", fordi myten om hans liv og gerning — sand eller ej — senere fik stor betydning for hans slægt og Roms historie.

Marcus Junius Brutus

Marcus Junius Brutus, 85-42 f.Kr., var en af hovedmændene bag mordet på Cæsar i 44 f.Kr. Brutus var søn af Servilia, der var halvsøster til Cato d.y. og sandsynligvis Cæsars elskerinde. Heraf opstod det i antikken udbredte rygte, at Brutus skulle være Cæsars søn. Brutus giftede sig ind i den claudiske slægt og gennemførte en normal politisk karriere, således som hans eminente placering i det romerske slægtskabssystem gjorde ham næsten selvskreven til. Selvom Pompejus havde dræbt hans far ved Mutina i 77 f.Kr., valgte han dennes side i Slaget ved Farsalos, hvor modstanderen var Cæsar. Brutus og Cæsar forenedes dog siden. Han blev statholder i Gallia Cisalpina (46-45 f.Kr.) og udpeget til konsul for år 41 f.Kr, men nåede ikke at tiltræde embedet. Bruddet med Cæsar blev afgørende for Brutus og skyldtes formodentlig Cæsars udnævnelse til diktator på livstid. Med mordet på Cæsar følte Brutus sig på lovens grund og i pagt med sin forfader Lucius Junius Brutus, som havde fordrevet Roms sidste konge. I den turbulente periode, som fulgte efter mordet, viste Brutus sig ude af stand til at lede en konstruktiv politik. Han blev erklæret statsfjende og valgte selvmordet, efter at han sammen med Cassius havde lidt nederlag til Marcus Antonius i Slaget ved Filippi i 42 f.Kr.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig