Bosman-sagen, tvist mellem det belgiske fodboldforbund og fodboldspilleren Jean-Marc Bosman (f. 1964). Sagen endte med en dom ved EU-Domstolen i 1995. Dommen gjorde gjorde det ulovligt for klubber at forlange et beløb for transfer for spillere, hvis kontrakt med klubben var udløbet. Med dommen blev det desuden forbudt for fodboldforbundene at begrænse antallet af udenlandske spillere af EU-herkomst, som et professionelt hold må benytte. Se også transfer.