Faktaboks

Bo Green Jensen
Født
1955

Bo Green Jensen, f. 1955, dansk forfatter, oversætter og kulturjournalist. Bo Green Jensens debutdigtsamling Requiem & Messe (1981) udgør indledningen til den stort anlagte digtcyklus Rosens Veje, I-VII, afsluttet 1986.

Rosens Veje, der blev et hovedværk i den unge 1980'er-lyrik, følger digteren "pennemanden", som han kalder sig selv, gennem en mørk, vestlig velstandsverden, hvis unge generation oplever tiden som tavs og undergangsmærket. "Forvirrede står vi/ Denne hvisken fra hinanden/ I hjertet af hjertet af/ Det golde land hvor alt/ Er stasis og ligner død" hedder det i en strofe fra Requiem & Messe.

Green Jensen blev som ganske ung fortrolig med den angelsaksiske lyriske tradition via sin interesse for rockdigtere som Jim Morrison og Leonard Cohen. Hans omfattende forfatterskab tæller mange genrer — populær er især ungdomsromanen Dansen gennem sommeren (1981) — og en række oversættelser, bl.a. af T.S. Eliot.

Fra 1981 har Bo Green Jensen anmeldt litteratur og film ved Weekendavisen. Hans formidling af især amerikansk kultur er optrykt i Ind i det amerikanske (1992).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig