Blagovesjtjensk, by ved floden Amur i den østlige del af Rusland; 214.400 indb. (2010). Hovedstad i Amurregionen. Byen har flodhavn og jernbaneforbindelse til Den Transsibiriske Jernbane. Industrien omfatter et skibsværft, papir- og fødevarefabrikker og fremstilling af udstyr til minedrift, herunder guldudvindingen i Østsibirien. Som følge af de ændrede politiske forhold er grænsehandelen med den kinesiske by Heihe på Amurs modsatte bred i stærk vækst.