Faktaboks

Birger Bartholin
Født
1900
Død
1991

Birger Bartholin var en dansk balletdanser og pædagog. Bartholin blev uddannet som maler, inden han skabte sig en international karriere som danser med baggrund i de skoler, der blev drevet af de russiske pædagoger Egorova, Legat og Volinine i Paris i 1920'erne.

Han var en forfinet, lyrisk danser, der bl.a. medvirkede i urpremieren på Bronislava Nijinskas Bolero til Ravels musik i Paris 1928. Bartholin turnerede over hele verden med Les Ballets Russes de Monte Carlo.

Under 2. Verdenskrig etablerede han i Danmark Den Ny Danske Ballet, men kompagniet levede kun kort. I 1950 blev Bartholin koreograf på Det Kgl. Teater. Han skabte fem balletter, bl.a. den raffinerede Symphonie Classique. Hans livsværk blev oprettelsen af den skole, der i 1963 udviklede sig til Bartholin International Ballet Seminar. Dette samler hver sommer i København dansere og førende pædagoger fra hele verden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig