Bernward, ca. 960-1022, tysk biskop af Hildesheim 993-1022; helgenkåret ca. 1193, skytshelgen for guldsmede. Bernward, der var kejser Otto 3.s personlige ven, rådgiver og lærer, gjorde Hildesheim til et betydningsfuldt center for især guld- og sølvsmedekunst, bronzestøbning, billedhuggerkunst og bogmaleri.
Bernward var bygherre ved opførelsen af kirken Sankt Michael i Hildesheim (1001-33), et hovedværk inden for den ottonske arkitektur; han ligger begravet i krypten.
Til kirken lod Bernward fremstille et par bronzedøre (1015), hver støbt i ét stykke med reliefscener fra Det Gamle og Det Nye Testamente, samt en fire meter høj reliefudsmykket påskelysestage af bronze, Bernwardsøjlen (ca. 1020).
Disse værker, der ligesom bl.a. en bispestav og et krucifiks af sølv nu findes i domkirken i Hildesheim, er markante udtryk for Bernwards interesse for antikken, inspireret af flere Italiensrejser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.