Benny Andersen var en dansk forfatter, komponist og musiker. En væsentlig del af hemmeligheden bag Benny Andersens særpræg som digter var en humor nært knyttet til det hørte sprog.
Denne evne til at spille skævt med ord og vendinger og komme bag på sproget er bærende lige fra de første modernistiske digtsamlinger – Den musikalske ål (1960) og Kamera med køkkenadgang (1962) – frem til visesucceserne til egen musik, fremført og indspillet med Benny Andersen selv ved pianoet og Povl Dissing som sanger.
Også inden han blev digter, var Benny Andersen musiker; turnerede efter studentereksamen som underholdningspianist i Norden 1949-1962, jf. Nomader med noder (1976).
I løbet af 1960'erne udviklede han sin lyriske stil i retning af det talte sprog (Det sidste øh, 1969) og videre til det sangbare i Svantes viser (1972), der efter afprøvning på turné blev indspillet på plade ligesom Oven visse vande (1981).
Typisk er digtene refleksioner, der foregår i selve sproget, pointerede småsituationer og portrætdigte i bl.a. Den indre bowlerhat (1964), Her i reservatet (1971), Personlige papirer (1974) og Himmelspræt (1979).
Et udvalg foreligger med titlen Man burde burde (1971); desuden antologier på en række europæiske sprog. "Digte, prosadigte, prosa" kaldes de senere samlinger Chagall og skorpiondans (1991) og Denne kommen og gåen (1993), der rummer blufærdige kærlighedsdigte og en ny fortrolighed med det fremmede i en åben verden af genkendelser i det uventede, alt sammen med digterens sprogøkonomiske blidhed.
Han forstærkede i sine digte Verden uden for syltetøjsglasset (1996) og Sjælen marineret (2001) accenten på forholdet mellem danskerne og de fremmede. De Samlede digte (1998) er med et oplag på 107.500 (2002) nået ud til et for lyrik hidtil uset antal af læsere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.