Bellona, Mungiki, ø i Melanesien i Stillehavet, 17 km2, 2400 indb. (1999); udgør sammen med naboøen Rennell en provins i Salomonøerne. Øen har fra 1958 været genstand for en omfattende dansk forskningsindsats, først af antropologen Torben Monberg, der især studerede den oprindelige religion og dens ritualer samt sproget bellonesisk. Siden har sociologer, geografer, biologer, psykologer, etnologer og arkæologer samlet en omfattende viden om sociale forhold, sprog, folklore m.m.

Landbruget, af flyttemarkstypen, blev tidligere opfattet som "primitivt", men har vist sig at være energimæssigt set meget effektivt, og det kræver stor økologisk og driftsteknisk viden af sine udøvere.

Bellona blev først kristnet i 1938. Under moderniseringen af samfundet er mange traditioner som fx blodhævn forsvundet, men de gamle samfundsstrukturer, stærkt knyttet til slægtskabssystemet, er i vid udstrækning bevaret. Kulturmødet, bl.a. i forbindelse med en strid om øens bauxitreserver, er dokumenteret i en film.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig