Basel (kanton)

Landskab ved Oberdorf, Basel-Landschaft.

Basel (kanton) er en kanton i Nordschweiz, som siden 1833 er delt administrativt i de to halvkantoner Basel-Stadt og Basel-Land (Basel-Landschaft). Delingen blev gennemført efter Det Schweiziske Edsforbunds intervention i et bondeoprør, som brød ud i 1831 pga. utilfredshed med byens magtmonopol. I Basel-Land indførtes en demokratisk forfatning, mens de gamle byråd i Basel-Stadt, der havde styret Basel siden 1500-tallet, først afgav magten i 1875.

Basel-Stadt

er arealmæssigt Schweiz' mindste kanton. Den er 37 km2 og har 192.600 indbyggere (2012). Den omfatter en stor del af hovedbyen Basel samt to mindre byområder.

Basel-Land

består af en del af Basels forstæder og omkringliggende landbrugsområder. Den dækker 518 km2 og har 277.000 indbyggere (2011). Erhvervslivet er påvirket af storbyens nærhed, og en sjettedel af arealet er bebygget, mens lidt under halvdelen er landbrugsmæssigt udnyttet. Hovedbyen i Basel-Land er Liestal.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig