Bangladesh - litteratur

Bangladesh har en litterær fortid tilfælles med de øvrige områder på det indiske subkontinent, hvor sanskrit i århundreder var dominerende som litteratursprog, indtil de regionale sprog efterhånden formåede at hævde sig med selvstændige litteraturer. Bengali manifesterer sig som litteratursprog fra ca. 1000 e.Kr. Stoffet i den ældste bengalidigtning er som regel hentet fra indisk religion og mytologi. Den første betydelige bengalidigter er Candidas fra 1400-t; den berømteste i nyere tid er nobelpristageren Rabindranath Tagore, hvis værker har vundet almen anerkendelse såvel i digterens hjemland som i den vestlige verden.

Det er vanskeligt at skille Bangladesh fra den indiske delstat West Bengal i litteraturhistorisk henseende, da litteraturen i Bangladesh har dybe rødder i Vestbengalen. En af de betydeligste muslimske bengaliforfattere i 1900-t., Kazi Nazrul Islam (1899-1976), tilhørte det litterære miljø i Calcutta. Højt skattet er ligeledes Jasimuddin (1903-76), der i sine digte skildrer landsbyboernes sorger og glæder, ofte inspireret af Bangladesh' rige folkedigtning. Efter 1947, da østbengalerne kom under pakistansk dominans, måtte forfattere og skribenter kæmpe for at bevare retten til at bruge deres eget sprog. Mange af dem mistede livet i denne kamp. Oprettelsen af Bangladesh som selvstændig stat 1971 med bengali som nationalsprog har givet anledning til en livlig litterær aktivitet. Dhaka er nu blevet en rival til Calcutta som litterært center i Bengalen. Nævneværdige, nutidige forfattere er bl.a. Saiyad Waliullah (1922-1971), Abu Ishak (1926-2003), Hasan Azizul Haq (1939-2021), Shamsur Rahman (1929-2006) og al Mahmud (1936-2019).

I 1994 blev forfatterinden Taslima Nasrin (f. 1962) verdenskendt. I skrift og tale ytrede hun sig kritisk om sider af islam; hun blev dødsdømt af fundamentalistiske grupper og retsforfulgt for blasfemi, men kunne under international opmærksomhed søge tilflugt i Sverige.

Læs mere om Bangladesh.