Bandar Seri Begawan, hovedstaden i Brunei på Borneos nordkyst; 296.500 indb. i byområdet (2010). Byen ligger ved et flodudløb i Bruneibugten og var tidligere en vigtig handelsby, men er nu primært administrationscenter og residensby for sultanen. Omtrent halvdelen af indbyggerne bor i den mere end 400 år gamle Kampong Ayer, vandlandsbyen, en samling mindre landsbyer af træhuse bygget på pæle ved flodbredderne.

Nogle af landets olieindtægter er anvendt til at forsyne området med moderne faciliteter (el, vand, sundhedsklinikker og skoler), men der er intet kloaksystem. Lige syd for byen ligger sultanens palads. Sultanen af Brunei regnes for at være verdens rigeste mand, og paladset med 1800 værelser, fuldført i 1984, er det største og sandsynligvis dyreste, som nogensinde er bygget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig