Baluchistan, Balochistan, provins i den sydvestlige del af Pakistan; 347.200 km2, ca. 7,91 mio. indb. (2007). Bortset fra en udløber af Indussletten i provinsens østlige del er Baluchistan et bjergland og vanskelig tilgængeligt; bjergområdet fortsætter ind i den iranske provins Baluchestan.
Befolkningen er meget sammensat med brahui, balucher og pashtuner som nogle af de større etniske grupper; ved sydkysten findes en mørk fiskerbefolkning, som menes at stamme fra slaver, der er indført af arabiske handelsfolk. Der er ofte interne konflikter i Baluchistan; senest i forbindelse med Afghanistankrigen, hvor 1/2 mio. pashtunske flygtninge skabte problemer, bl.a. fordi den etniske balance blev forskubbet.
Den klassiske modsætning mellem bønder og nomader medfører ligeledes konflikter, og senest har narkotikasmugling bidraget til de urolige forhold. Bortset fra provinshovedstaden Quetta kan regionen kun vanskeligt besøges af turister.
Baluchistan ligger uden for monsunområdet og har et tørt kontinentalt klima; landbrug forudsætter som regel kunstvanding, og i mange oaser dyrkes dadler. Traditionelt har brahui og balucherne altid været nomader; om sommeren flyttes får og geder til højtliggende græsgange, og kameler er vigtige som trækdyr. Mange kombinerer nomadisme med agerbrug og evt. med udlejning af jorden til fæstebønder. Langs kysten fisker en talrig fiskerbefolkning bl.a. efter rejer. I Gadani nordvest for Karachi findes verdens største ophugningsplads for skibe, hvor en stor arbejdsstyrke med enkle redskaber producerer store mængder skrot på strandbredden.
Provinsen har betydelige råstofreserver. Vigtigst er naturgasfelterne ved Sui neden for Sulaimanbjergene, hvorfra gassen sendes til Karachi, Rawalpindi og Lahore. Endvidere findes mindre forekomster af kul, kobber og andre mineraler. Baluchistans bjerge er unge og geologisk aktive, ligesom jordskælv er hyppige. I 1930 døde 20.000 mennesker, da et jordskælv ramte Quetta.
For regionen åbnes nye muligheder i det begyndende vest- og centralasiatiske samarbejde med bl.a. Iran, Tyrkiet og flere af de tidligere sovjetrepublikker. I 1992 indgik Iran og Pakistan aftaler om joint venture-projekter i Baluchistan.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.