Bahrain - nyere historie

I 300-tallet indlemmedes Bahrain i Sasanideimperiet, og i løbet af 700-tallet blev det en del af det islamiske kalifat. I 1500-tallet havde portugiserne en kort periode kontrol over Bahrain. I 1602-1782 var området under persisk styre, men siden 1783 har det været under Khalifaslægtens kontrol. I løbet af 1800-tallet støttede Storbritannien flere gange Khalifaslægten imod andre arabiske landes erobringsforsøg; de søgte at begrænse sørøveriet og fik udstrakt indflydelse på Bahrains forhold.

Bahrain blev i midten af 1960'erne udset til at være Storbritanniens vigtigste flådebase i Golfen. Planerne herom blev imidlertid opgivet, og Storbritannien gjorde det i 1968 klart, at det ville opgive protektoratet over Bahrain senest i 1971 og helt trække sig ud af Golfen. Shahen af Iran gjorde derefter krav på overhøjheden over øerne. Khalifaslægten gjorde indsigelse, og under FN's auspicier blev der i april 1970 afholdt folkeafstemning om Bahrains fremtidige politiske status, som viste et klart ønske om uafhængighed.

Bahrain blev formelt uafhængig i august 1971. En grundlov fra 1973 slog fast, at Bahrain skulle styres af Khalifaslægten, men foreskrev samtidig, at en nationalforsamling skulle bistå i lovgivningen. Den blev valgt i 1973, men hjemsendt i 1975, og siden har Khalifaslægten styret Bahrain uden deltagelse af valgte repræsentanter. Siden landets nuværende regent, Hamad ibn Isa al-Khalifa, afløste sin far i 1999, har Bahrain åbnet for en højere grad af demokrati. I 2001 blev et "Nationalt Handlingsprogram" sendt til folkeafstemning, og både mænd og kvinder kunne stemme om de principper, der ifølge programmet skulle gælde for etableringen af et nyt politisk system i landet. I 2002 blev emiratet omdannet til et konstitutionelt monarki, og valg til det ene af to kamre i det nye parlament blev afholdt i oktober 2002 med stemmeret for både mænd og kvinder. Den politiske liberalisering blev stillet i bero, da store demonstrationer forud for krigen mod Irak i marts 2003 og efterfølgende viste, at betydelige dele af befolkningen var stærkt kritiske mod USA.

Efter omvæltningerne i Tunesien og Egypten tidligt i 2011 kom det i februar 2011 ligeledes til omfattende demonstrationer i Bahrain. Indledningsvis krævede man demokratiske reformer, men efter at militæret slog hårdt ned og adskillige demonstranter blev dræbt, begyndte man at kræve Khalifaslægtens afgang. Oppositionen var især stærk blandt det shiamuslimske befolkningsflertal, hvilket førte til frygt for iransk indblanding. Af den grund, og fordi man ikke ønskede, at protesterne skulle inspirere oppositionelle kræfter i de andre lande i regionen, sendte Saudi-Arabien i marts 2011 tropper til Bahrain ligesom De Forenede Arabiske Emirater bidrog med politistyrker for at bidrage til at slå de omfattende protester ned.