Bagmandspolitiet

Artikelstart

Bagmandspolitiet er en populær betegnelse for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

Faktaboks

Også kendt som

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK

Bagmandspolitiet er landsdækkende og underlagt rigsadvokaten, og det blev oprettet i 1973 under navnet Statsadvokaturen for særlig økonomisk kriminalitet (SØK) for at effektivisere bekæmpelsen af forbrydelser begået af "bagmænd". Opgaverne er især forretningsprægede berigelsesforbrydelser, når disse har et særlig betydeligt omfang eller er organiserede eller udført ved særlige metoder.

Til SØIK's arbejdsområde hører også overtrædelser af erhvervs-, bolig-, afgifts- og skattelovgivningen samt hvidvaskning af penge.

Under SØIK hører Hvidvasksekretariatet, som har til opgave at indsamle, registrere og koordinere oplysninger vedrørende hvidvask af udbytte fra strafbare forhold og, i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET), finansiering af terrorisme.

SØIK er ikke blot en normal anklagemyndighed, men tillige en politiafdeling. Efterforskning sker i samarbejde mellem politifolk og jurister, der yder bistand og fører tilsyn. Den særlige statsadvokat træffer afgørelse om tiltalen, og jurister fra SØIK møder som anklagere i retten.

Eksterne links

Kommentarer (4)

skrev Peter E. Christensen

Linket til SØIKs hjemmeside virker ikke. (Og “SØIKs” skrives uden apostrof, da forkortelsen udtales som et ord).

svarede Jørgen Nørby Jensen

Tak for din kommentar. Linket skulle virke nu. Ved forkortelser, der skrives uden forkortelsespunktum, og som kan udtales som egentlige ord, er det valgfrit, om man vil tilføje en endelse direkte eller bruge apostrof, jf. § 6.1 og § 21.3b i Retskrivningsordbogen (4. udg., 2012): https://dsn.dk/ordboeger/retskrivningsordbogen/%c2%a7-1-6-bogstaver-og-tegn/%c2%a7-6-apostrof/
Man kan altså valgfrit skrive fx SØIKs eller SØIK's, cd-rommen eller cd-rom'en, Natos eller Nato's (eller NATOs eller NATO's), aidsen eller aids'en osv.

svarede Peter E. Christensen

Tak for henvisningen til Retskrivningsordbogen. Jeg var ikke klar over, at reglerne på dette område var blevet lempet, så det nu er valgfrit mht. apostroffen.

svarede Jørgen Nørby Jensen

De er de nu heller ikke. Reglerne har været sådan siden 1986 (jf. Retskrivningsordbogen, 1986, § 21.3a, side 552). Hovedreglen er, at der sættes apostrof foran endelser til forkortelser, der skrives uden forkortelsespunktum, fx pc'en, tv'et, sms'en, USA's præsident. EU's medlemslande osv. Men ved forkortelser, der kan udtales som egentlige ord, kan man altså også tilføje endelsen direkte.

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig