Faktaboks

August Weismann

Friedrich Leopold August Weissmann

Født
17. januar 1834
Død
5. november 1914

August Weismann tysk zoolog og evolutionsforsker. Efter en medicinsk uddannelse og nogle år som praktiserende læge blev Weismann i 1863 tilknyttet universitetet i Freiburg som zoolog og sammenlignende anatom, og her blev han indtil 1912.

Weismann fremsatte den såkaldte kimbaneteori: Hos dyr dannes (uddifferentieres) de fremtidige kønsceller fra andre celletyper på et meget tidligt stadium under fosterudviklingen, og kun disse celler bidrager til den genetiske sammensætning af de kommende generationer. Med denne skarpe adskillelse mellem kimbane og almindelige kropsceller (soma) blev Weismann en arg modstander af idéen om erhvervede egenskabers nedarvning sådan som postuleret i visse former for lamarckisme (se også Trofim Lysenko); han fremhævede i stedet naturlig selektion som evolutionens drivkraft.

Dette moderne standpunkt forsvarede Weismann i ensom majestæt i tiden omkring århundredskiftet; det inspirerede dog de darwinistiske zoologer i Oxford, hvor der etableredes en forskningstradition, som fik stor betydning for hele den biologiske videnskab i 1900-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig