Anna Klindt Sørensen var en dansk maler. Med få afbrydelser boede Anna Klindt Sørensen i Paris 1922-1938, hvor hun som elev af bl.a. Marcel Gromaire og Fernand Léger disciplinerede sin heftige malemåde gennem konstruktivismens principper.
Hendes gennemkomponerede modelstudier, stilleben, portrætter og landskaber viser en ekspressiv og stærk kolorisme, fx Vinter i Ry (1962) samt det afslørende og dog menneskelige portræt af kunstkritikeren Pierre Lübecker (ca. 1960; begge deponeret på Randers Kunstmuseum sammen med kunstnerens efterladte værker).
Anna Klindt Sørensen var i 1940'erne med i kredsen af kvindelige malere, der arbejdede på Bornholm, og hun udstillede fra 1942 som medlem af Decembristerne. Hun søgte at få etableret et museum for kvindelige kunstnere i sit hus i Ry.
Hun modtog Eckersbergs Medalje i 1963 og i 1976 Thorvaldsens Medalje.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.