Anette Abildgaard er en dansk danser og koreograf. Bortset fra tre år som danser på Det Kongelige Teater i årene 1973 til 1975 er Anette Abildgaard en af de få dansere og koreografer, der har skabt sin karriere uden for nationalscenen.
En musikalsk intelligens, scenisk personlighed og smuk teknik gjorde hende oplagt for mange af de projekter, der banede vejen for den nye dans i Danmark. Et engagement i Cullberg-Balletten fra 1975 til 1978) samt samarbejde med Eske Holm i Pakhus 13 gav Anette Abildgaard inspiration til at arbejde som koreograf.
Fra 1981 har hun været tilknyttet Nyt Dansk Danseteater, hvor hun var kunstnerisk leder indtil 1995. I dette regi har hun vist sin originale evne som danseskaber i en række værker, der altid har et præcist formuleret budskab. Kulminationen har været de flot anlagte dansedramaer Morels opfindelse (1989) og Speranza (1991), begge i samarbejde med komponisten Anders Koppel og scenografen Bjarne von H.H. Solberg.
Hun har siden virket som freelancekoreograf, bl.a. med Det nye spil om enhver (1997). Hun har desuden optrådt som heksen i Alexander Kølpins opsætning af Sylfiden på Østre Gasværk i 2001.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.