Faktaboks

Amos Elon
Født
4. juli 1926
Død
25. maj 2009

Amos Elon, 4.7.1926-25.5.2009, israelsk forfatter, journalist og historiker. Amos Elon blev født i Wien som Amos Sternbach ind i en jødisk familie, der efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 udvandrede til Palæstina. Han fungerede 1954-71 og 1978-85 som kontroversiel chefredaktør, klummeskribent og udenrigskorrespondent for det liberale dagblad Haaretz. I årene 1986-2001 var han en flittig bidragyder til The New Yorker, The New York Times Magazine og The New York Review of Books.

Stilisten Amos Elon nåede at forfatte otte meget anerkendte historiske værker, heriblandt The Israelis. Founders and Sons (1971, da. Israelerne. Stamfædre og sønner, 1973), Herzl (1975), en biografi om Theodor Herzl, og A Blood-Dimmed Tide. Dispatches from the Middle East (1997).

Fire af Amos Elons værker foreligger i en dansk oversættelse, senest hans roste værk om forhistorien til de tyske jøders tragiske skæbne, The Pity of It All: A History of Jews in Germany, 1743-1933 (2003, da. Et tysk rekviem. Portræt af den tysk-jødiske epoke, 1743-1933, 2011), der modtog det britiske tidsskrift Jewish Quarterly Reviews pris JQ-Wingate i 2004.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig