Alt for damerne, dansk ugeblad, der udkom første gang i 1946. Initiativtager var direktøren for Gutenberghus, teatermanden og komponisten Dan Folke, og målet var at skabe en ny stil i ugebladenes verden og et blad, som "kunne fungere som en god veninde" for den selverhvervende, moderne kvinde.
Ud over at underholde og holde læserne orienteret om det nyeste inden for mode, boligindretning, håndarbejde, madlavning osv. skulle bladet også give råd og vejledning — fx i forbindelse med kærlighed, ægteskab og børn.
Første oplag var på 75.000; i 1950 var det steget til 200.000. Indtil midt i 1970'erne var Alt for damerne på trods af det moderne islæt et "pænt" blad.
Inspireret af den kvindekamp, der fulgte i kølvandet på ungdomsoprøret, besluttede ledelsen dog at ændre kurs. Der blev skåret ned på det praktiske stof, redaktionen lagde vægt på aktiv journalistik, der satte følelser og det nære i centrum — og emner som sex og menstruation var ikke længere tabu.
Alt for damerne blev til et progressivt dameblad, hvilket skaffede bladet mange læsere blandt kvinder, som i den periode ellers aldrig købte et ugeblad.
Kursen har siden 1983 været mindre radikal, og konkurrencen fra nye månedsblade for kvinder og specielt fra ugebladet Femina er skarp. Oplaget var i 2003 86.300 og i 2013 44.600. Se også ugeblad.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.