Alfonso Maria de' Liguori, 27.9.1696-1.8.1787, italiensk katolsk moralteolog, grundlægger af redemptoristerne, kirkelærer. Han var jurist og virkede i Napoli som sagfører, indtil han i 1723 tabte en vigtig sag og erkendte den timelige lykkes ubestandighed. Han blev derefter præst blandt den fattige landbefolkning i Syditalien.
Liguori grundlagde redemptoristernes kongregation i 1732 i Scala nær Amalfi. I 1762 accepterede han at blive biskop over et mindre stift, men pga. helbredsproblemer trak han sig tilbage i 1775. Indre strid og splittelse blandt redemptoristerne prægede hans sidste år.
Som moralteolog opnåede Liguori stor indflydelse; i sin berømte lærebog i moralteologi (1753-55) søger han at udvikle en revideret udgave af probabilismen. Hans asketiske skrifter hører til de mest udbredte religiøse bøger og læses endnu.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.