Artikelstart
Alessandro Baricco, f. 1958, italiensk forfatter. Hans romaner er elegante, bl.a. den raffineret erotiske Seta (1996, da. Silken, 1997) om en fransk silkehandlers betagelse af en japansk konkubine. Novecento (1994, da. Nittenhundrede, 1999) er egentlig en drømmeagtig scenemonolog, og City (1999, da. 2001) sammenfletter virtuost flere fortællinger om en genial dreng og hans opdragerske i New York. Hans fortællestil er humoristisk med en undertone af sørgmodighed, og drama grænsende til det melodramatiske, især i romanen Senza sangue (2002, da. Uden blod, 2004) om en kvinde som forelsker sig i en mand, der deltog i en massakre på hendes familie, da hun var barn. Questa storia (2005, Denne historie) om en mands fascination af biler og fart genoptager ’opfindelses’temaet fra Bariccos debutroman Castelli di rabbia (1991, da. Glaskasteller 1996) i et portræt af det 20. århundrede. Baricco er grundlægger af forfatterskolen Holden og kendt for sine mediebevidste mundtlige genfortællinger af verdenslitteraturen i tv og teater.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.