Aksu, by ved floden Aksu i den nordlige del af Tarimbækkenet i provinsen Xinjiang i Kina; 570.500 indb. (2003), hvoraf han-befolkningen udgør ca. 60%. Byens udvikling siden 1950’erne skyldes han-kinesisk kolonialisering i form af en række store statsfarme langs Aksufloden med omfattende kunstvandingsbaseret produktion af bomuld og korn. Aksu er et gammelt knudepunkt for karavanetrafik og handel langs den gamle Silkevej. Før kinesernes erobring i 1877 var byen hovedstad i et selvstændigt khanat.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.