Xinjiang

Xinjiang er en formelt selvstyrende region i det nordvestlige Kina, 1,66 millioner km², 20,1 millioner indbyggere (2005); hovedstad Ürümqi. Xinjiang er med ¹/₆ af Kinas areal landets største region. Uighur-nationaliteten udgør 46% af Xinjiangs befolkning og udøver formelt selvstyre på provinsniveau; blandt andet skal guvernøren være uighur. Uighurerne er et muslimsk, tyrkisktalende folk, som traditionelt har levet af oasebaseret landbrug. Han-kineserne udgør ca. halvdelen, hovedparten er tilflyttere siden 1950'erne, hvor nyopdyrkning på store statsfarme og industriudvikling i byer har fundet sted. Desuden er han-kinesere administratorer og udgør en stor del af den tekniske og politiske elite. Blandt øvrige nationaliteter har flere kvægavl som dominerende erhverv: kasakher, mongoler, kirgisere og tadsjikere. Interessemodsætninger mellem oasebeboere og nomadiske kvægavlere har ligeledes været den historiske baggrund for konflikter mellem regionens mange nationaliteter.

Xinjiang er domineret af et kontinentalt tempereret klima med kolde vintre, varme somre, store temperaturforskelle mellem dag og nat, stor fordampning og ringe nedbør, især i regionens sydlige del. Agerbrug er kun muligt med kunstvanding.

Mod nord i Xinjiang ligger de 3000 meter høje Altajbjerge med nåleskove og græsgange. Syd herfor ligger Dzungariet, et stort bækken mellem bjergkæderne Altaj og Tian Shan, domineret af stepper og ørken. Kasakher og mongoler anvender græssteppen til nomadisk kvægavl. Længst mod syd ligger de 5000-6000 meter høje Karakorum- og Kunlunbjerge. I en mellemzone langs den transkontinentale jernbane, Silkevejsbanen, og ved Tian Shans nordskråning ligger regionens økonomiske tyngdepunkt. Her findes det meste af industrien i provinshovedstaden Ürümqi og i Shihezi. Begge domineres af han-kinesere og har fået adgang til udenlandske investeringer. Store bækkener har landbrugsproduktion, specielt Ilidalen mod vest med byen Yining og Turpan mod øst med byen af samme navn. Tarimbækkenet med den dominerende Taklimakanørken er Xinjiangs største region. Her lever hovedparten af uighurerne i en lang række oasebyer, hvis eksistens er betinget af smeltevandet fra gletscherne. De vigtigste af de gamle oasebyer langs den historiske silkevej er Kashgar, Hotan og Yarkant. De store olie- og gasforekomster under ørkensandet er grundlag for den kemiske industri, "den sorte søjle", en af de to sektorer, som Xinjiangs økonomi bygger på. En 4200 kilometer lang rørledning, som skal føre gas fra Tarim til Shanghai blev fuldført i 2004. Konstruktionen af en kasakhisk-kinesisk olierørsledning, som skal føre kasakhisk olie til Østkina via Xinjiang, er blevet påbegyndt Den stigende bomuldsproduktion i oaserne har bragt Xinjiang op på førstepladsen blandt Kinas bomuldsproducerende provinser. Bomuldsproduktionen udgør sammen med tekstilindustrien den anden vigtige sektor i Xinjiangs økonomi, "den hvide søjle".

I ca. 2000 blev udviklingen i Kinas tilbagestående vestlige dele opprioriteret. Men samtidig bliver Kina mere og mere integreret i verdensøkonomien, hvilket medfører store konkurrencemæssige problemer for netop de to sektorer, som regionen satser på, tekstiler og olieproduktion.